Roskilde: Historie
=== Middelalderen ===
Allerede i det 10. århundrede var byen en havneplads, som vandt i betydning ved, at Harald Blåtand anlagde en kongsgård vest for domkirken og på nordsiden af gaden "Bondetinget", og at den derefter blev valgt til bisperesidens. Efter Saxo Grammaticus' fortælling, udvidede Svend Tveskæg byen betydeligt. Også den anselige domkirke og de store gaver af jordegods, som kongerne skænkede den, bidrog til at hæve byen.
I det 12. og 13. århundrede havde Roskilde sin mest glimrende periode og var dengang, måske efter Slesvig by og Ribe, Danmarks betydeligste by. I begyndelsen af det 12. århundrede opførte Harald Kesja tæt nord for Roskilde og foran byens havn på en banke ved fjorden den faste borg Haraldsborg, hvis voldsted ved landevejen der kun er svage spor af. Denne borg blev vel snart ødelagt, da Erik Emune overfaldt sin broder Harald Kesja der i 1133 og afbrændte den, men den blev senere genopbygget, dog vist ikke før i begyndelsen af det 15. århundrede, og navnet var da almindeligt "Harritsborg". Først ved midten af det 12. århundrede blev byen selv befæstet af Svend Grathe. Byvolden (Burghæ Diget) har fulgt den senere Smedegade, Blegstræde (Blegdamsstræde, Borgdiget), Blaagaards Vænge og er gået noget nord for det senere Provstestræde og Klosterhusstræde. Byportene var Skt. Butolphi kirkeport mod vest og Rødeport mod øst. Pladsen ved Skt. Laurentii Kirke, den senere rådhusplads, har udgjort omtrent midtpunktet af byen. På denne tid (omkring 1151)) under borgerkrigen mellem Svend og Knud, var det, at Vetheman dannede et kaperselskab ("Roskildebrødrene") til bekæmpelse af de vendiske sørøvere, og 11. august 1157 skete i kongsgården Svends overfald på hans medkonger Knud Magnussøn og Valdemar Knudssøn. Fra byens storhedsperiode stammer de talrige kirker og klostre, som omtales i gamle dokumenter og historiske skrifter som beliggende i Roskilde, men som senere er forsvundne. Der var i middelalderen 12 sognekirker foruden domkirken, nemlig Alle Helgens, Sankt Budolfi, Sankt Dionysii, Sankt Hans, Sankt Laurentii, Sankt Mikkels, Sankt Mortens, Sankt Nicolai, Sankt Olai, Sankt Paul, Sankt Peder og Vor Frue.
Omkring 1150 opførte Svend Grathe Sankt Jørgensbjerg Kirke og Sankt Ibs Kirke, uden for byens volde.
Ikke mindre end fem klostre grundlagdes i Roskilde, og af disse hørte tilmed de tre, helligede Vor Frue, Skt. Klare og Skt. Agnete, til landets største og mest ansete byklostre. Ældst, fra omkring 1158, var Vor Frue eller Skt. Marie Kloster, i byens søndre udkant. Nord for Birkealleen og vest for Strandalleen lå Skt. Klare Kloster for nonner af Skt. Klare eller Skt. Damiani Orden. Det nævnes vel allerede 1243, da Erik Plovpenning tilskrev borgerne i Roskilde, at han havde tildømt det en gård der i byen. Men ret i stand kom det først 1255, da kong Christoffer begærede pavens tilladelse for grevinde Ingerd af Regenstein til at måtte oprette et Clarissekloster i Roskilde. Ingerd lod nonner komme fra Strasburg, og hun skænkede klosteret 1256 et større antal ejendomme i Nordsjælland. Derved såvel som ved en del jordegods i Flakkebjerg Herred, som ærkebiskop Jakob Erlandsen i 1259 skænkede klosteret, lagdes grunden til dets store rigdom. Senere øgedes den betydeligt, blandt andet ved gaver fra kvinder, som indgave sig i klosteret. En særlig interesse synes Erik Menveds dronning Ingeborg at have næret for det; efter sit sidste barns død indgav hun sig deri og døde her 1319. …