Bornholms Regionskommune: Historie
I forbindelse med Kommunalreformen forblev kommunen selvstændig, men dens status som amt bortfaldt, og kommunen er - trods den store geografiske afstand til København og de andre kommuner i regionen - en af de 29 kommuner i Region Hovedstaden.
Regionskommunen opstod den 1. januar 2003, efter de bornholmske vælgere ved en folkeafstemning tirsdag den 29. maj 2001 besluttede at slå de daværende fem bornholmske kommuner (Allinge-Gudhjem Kommune, Hasle Kommune, Nexø Kommune, Rønne Kommune og Aakirkeby Kommune) og Bornholms Amt sammen. Vælgerne skulle ved folkeafstemningen tage stilling, med svaret "Ja" eller "Nej", til følgende spørgsmål ved den skriftlige afstemning:"Ønsker De, at de seks bornholmske kommunale enheder skal slås sammen til én kommunal enhed pr. 1. januar 2003?" 73,9 % af de fremmødte vælgere svarede "Ja" ved den skriftlige afstemning.
Det første valg til kommunalbestyrelsen for den nye kommune, som fik betegnelsen regionskommune som den eneste i Danmark, fandt sted den 29. maj 2002. Denne kommunalbestyrelse fungerede i 2002 som sammenlægningsudvalg, der skulle forberede sammenlægningen af de fem kommuner og amtskommunen til éen regionskommune. De fem kommunalbestyrelser og amtsrådet fik forlænget deres valgperiode med et ekstra år og blev siddende i dette år, så kommunerne og amtskommunen stadig var i drift, mens den nye struktur blev opbygget i løbet af 2002.
Folketinget bestemte i lov af 19.3.2002 om sammenlægning af de bornholmske kommuner, at kommunerne skulle sammenlægges til Bornholms Regionskommune, og at Bornholms Amtskommune samtidig skulle nedlægges og de opgaver, som de hidtidige primærkommuner og amtskommunen har haft, skulle overdrages til Bornholms Regionskommune. Sidstnævnte blev ledet af Bornholms Regionsråd (fra 2007 benævnt Bornholms Kommunalbestyrelse for at undgå forveksling med Regionsrådet i Region Hovedstaden) på 27 medlemmer, der 1. juli til 31. december 2002 fungerede som sammenlægningsudvalg, der skulle forberede sammenlægningen af de fem kommuner og amtskommunen til én kommune, Bornholms Regionskommune. Det første kommunalvalg til Bornholms Regionsråd blev afholdt 29. maj 2002. Regionskommunens første borgmester blev Rønne Kommunes sidste borgmester i fem år fra 1998 til 2002 Thomas Thors (S), der sad de første tre år som regionskommunens borgmester efter regionskommunen blev dannet fra 1. januar 2003 frem til 31. december 2005.
De fem kommuner og amtskommunen havde tilsammen 122 politikere, i 1990erne 89 i kommunerne og 18 - umiddelbart før sammenlægningen 15 - i amtsrådet. De blev reduceret til 27 i den nye regionskommune fra 1. januar 2003. Fra 1. januar 2018 har kommunalbestyrelsen 23 medlemmer.
Mandag morgen den 22. september 2014 nåede regionskommunen en milepæl: da var folketallet på øen under 40.000 indbyggere for første gang i over 100 år. 39.922 personer havde på den dag bopæl i kommunen. Der boede 39.439 i kommunen 1. april 2020.
Øens isolerede beliggenhed udfordrer de økonomiske vilkår, og regionskommunen modtog 1,26 milliarder kroner i tilskud i 2026. I 2027 er det 978 millioner kroner, heraf 294 mio kr i bloktilskud, 404 mio kr i kommunal udligning, og 280 mio kr i andre tilskud.