Heimatgeschichte · Fanø ·

Fanø: Historie

Fanø: Historie

For omkring 9.000 år siden fulgte kysten sandsynligvis en linje fra Blåvands Huk i nord til den tyske ø Sild i syd. De lavtliggende hedesletter blev 1.000 år senere overskyllet af havet og dannede store sandvolde, som efterhånden udviklede sig til den skærmende ø-barriere, der hedder Fanø, Mandø og Rømø. I læ af øerne begyndte dannelsen af det egentlige vadehav. Siden har tidevand, stormfloder og vind fået Fanø til at vokse mod vest.
Der er ikke spor af mennesker gennem oldtidsfund på øen. Første tegn på beboelse på Fanø kan læses i Kong Valdemars Jordebog i 1231. Som fæstebønder hos kongens krongods slap fanøboerne for hovarbejde, men skulle i stedet betale frihedspenge. Tørke, stormflod og særlig sandflugten, der hærgede i 1500- og 1600-tallet gjorde at det ofte var trange tider for øboerne. Kongen styrede øen via sine embedsmænd på Riberhus Ladegård. Ribe havde også retten til handel og skibsfart på Fanø. På Fanø havde man stort set kun fiskeriet at leve af.
1685 blev Ribe monopol på handel med Fanøs fiskefangst ophævet. 1719 satte Frederik 4. Fanø, Mandø og godserne i Ribe på offentlig auktion. Men først i 1741 fik Fanøs befolkning råd til at købe øen af Frederik 6. for 6000 rigsdaler på en auktion i Ribe og fik herved retten til "fri sejlads", hvilket hidtil havde været forbeholdt Ribe.
Købet af Fanø i 1741 blev startskuddet til Fanøs storhedstid. Frem mod 1807 prægedes øen af vækst med tiltagende skibsbyggeri og en hastigt voksende handelsflåde.
Omkring 1760 startede bygningen af skibe i Sønderho og Nordby, som kunne trækkes op på stranden ved Sønderho om vinteren.
Familierne på Fanø betalte også en høj pris for mændenes færden på havet. Mange skibe forliste. F.eks. blev 40 koner i landsbyen Sønderho enker - og 100 børn faderløse - i årene fra 1824-27.
Fanø mistede hovedparten af denne flåde under Englandskrigene i 1807-14, og det blev indledningen til en stagnationstid, der varede til omkring 1840.
Herefter var der igen kraftig vækst i skibsbyggeriet, og frem mod højdepunktet i 1897 oplevede Fanø sin guldalder. I perioden fra 1768 til 1896 blev der på Fanø bygget ca. 1100 skibe. Godt tyve år senere var Fanøs flåde, der lige siden 1783 havde været en af de fire største flåder i Danmark, stort set forsvundet. Fanøs sidste skib blev bygget i 1896.
Sønderhos naturhavn sandede til, og dampskibe overtog transporten af varer fra sejlskibene. En af vigtigste årsager til nedgangen var etableringen af Esbjerg Havn i 1868.
På Fanø blev der fanget fugle i fuglekøjer på Fanø fra 1866 til 1931. De fire fuglekøjer ligger på østkysten ved Albue Bugt i Vadehavet. Jagtloven blev ændret i 1931, så det blev forbudt at fange fugle i fuglekøjer.
Fanø Bad, sydvest for Nordby startede beskedent i 1879, 1891 byggede man sydvest for Nordby Danmark. I de første år kunne man leje en hestetrukken badevogne der blev kørt langt ud i det lave vand. Snart var der også en golfbane til rådighed for badegæsterne. I løbet af få år bygges der hoteller, blandt andre Kurhotellet, Hotel Kongen af Danmark, Strandhotellet, Hansens Pensionat og Kellers Hotel. Ved Fanø Bad ses stadig nogle få af de gamle ferievillaer i første klitrække, men ellers er de gamle pensionater og badehoteller revet ned og erstattet af moderne hoteller og feriecentre. …

von Fremdinhalte · Regionauts

Quelle: Text: Wikipedia – „Fanø“, Autorinnen und Autoren (Versionsgeschichte), CC BY-SA 4.0 · Foto: unbekannt, CC BY-SA 3.0 – Wikimedia Commons