Gedichte · Pituffik ·

Nu er Dagen fuld af Sang

Nu er dagen fuld af sang,

og nu er viben kommen,

bekkasinen natten lang

håndterer elskovstrommen.

Plukke, plukke dugget strå,

plukke, plukke siv ved å,

plukke, plukke blomster.

Engen er nu gyldengul

af tunge kabbelejer,

søndenvinden byder op,

og dueurten nejer.

Plukke, plukke dugget strå,

plukke, plukke siv ved å,

plukke, plukke blomster.

Dammen ligger dagen ud

med brudelys i hænde,

rækker højt de ranke skud,

at solen må dem tænde.

Plukke, plukke dugget strå,

plukke, plukke siv ved å,

plukke, plukke blomster.

Nu vil mø med silkestik

på brudelinet sømme.

Den, som ingen bejler fik,

hun ta'r sig én i drømme.

Plukke, plukke dugget strå,

plukke, plukke siv ved å,

plukke, plukke blomster.

Ræk mig en forglemmigej

og sidst en krusemynte,

sådan slutter vi vor leg

så glad, som den begyndte.

Plukke, plukke dugget strå,

plukke, plukke siv ved å,

plukke, plukke blomster.

— Jeppe Aakjær

von Fremdinhalte · Regionauts

Quelle: Jeppe Aakjær († 1930) · gemeinfrei · Wikisource