Gedichte · Qeqqata Kommunia ·

Jeg er Havren

Jeg er havren, jeg har bjælder på

mer end tyve tror jeg på hvert strå

Bonden kalder dem for mine fold.

Gud velsigne ham den bondeknold.

Jeg blev sået, mens glade lærker sang

over grønne banker dagen lang.

Humlen brumled dybt sin melodi

og et rylefløjt gled ind deri

Mens i dug jeg groede fod for fod

groede sangen sammen med min rod

den, som ydmyg lægger øret til

hører lærkens triller i mit spil.

Det kan kolde hjerner ej forstå

Jeg er lærkesangen på et strå,

livets rytme døbt i sommerdræ

mer end gumlekost for øg og fæ

Jeg er ven med dug og grødevejr

ven med landets lyse bøgetræer

ven med al den danske sæd, der gror

øst for hav og vest for sund og fjord.

Jeg får solens sidste lange blink

før den dukker ned bag gullig brink

og når aftenklokken ringer fred

står jeg på min tå og ringler med.

Jeg skal ringle barnet til dets seng

ringle tågen på af sump og eng

ringle freden over hjemmet ind

ringle bønnen frem i fromme sind

Jeg er havren. Mine bjælder går

over lyse vange år for år

ringler om, hvor sang og kærve gror

herligt sammen på den danske jord

— Jeppe Aakjær

von Fremdinhalte · Regionauts

Quelle: Jeppe Aakjær († 1930) · gemeinfrei · Wikisource