Sorrig og Glæde de vandre til Hobe
Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad;
jorderigs guld
er prægtigt muld,
Himlen er ene af salighed fuld.
Kroner og scepter i demantspil lege,
leg er dog ikke den kongelig dragt,
tusinde byrder i kronerne veje,
tusindfold omhu i scepterets magt;
kongernes bo
er skøn uro,
Himlen alene gør salig og fro.
Alle ting har sin foranderlig lykke,
alle kan finde sin sorrig i barm,
tit er et bryst under dyrebart smykke
opfyldt af sorrig og hemmelig harm;
hver mand har sit,
stort eller lidt,
Himlen alene for sorgen er kvit.
Vælde og visdom og timelig ære,
styrke og ungdom i blomstrende år
højt over andre kan hovedet bære,
falde dog af og i tiden forgår;
alle ting må
enden opnå,
Himmelens salighed ene skal stå.
Dejligste roser på tornebusk gløde,
skønneste blomster har tærende gift,
under en rosenkind hjertet kan bløde,
for dog at skæbnen så sælsomt er skift!
Farefuldt vand
bruser om land,
Himlen har ene lyksaligheds stand.
Angest skal avle en varende glæde,
kvide skal vinde sin tot ud af ten,
armod skal prydes i rigeste klæde,
svaghed skal rejses på sundeste ben,
avind skal stå
fængslet i vrå,
Himlen kan ene alt dette formå.
Lad da min lod og min lykke kun falde,
hvordan min Gud og min Herre han vil,
lad ikkun avind udøse sin galde,
lad kun og verden fulddrive sit spil!
Sorrig skal dø,
saligheds frø
blomstre på Himmerigs dejlige ø.
— Thomas Kingo