Nu rinder Solen op
Nu rinder solen op af østerlide,
forgylder klippens top og bjergets side,
vær glad, min sjæl, og lad din stemme klinge,
stig op fra jordens bo,
du dig med tak og tro
til himlen svinge!
Utallig såsom sand og uden måde,
som havets dybe vand er herrens nåde,
med den hver dag min sjæl han overgyder,
hver morgen i min skål
en nåde uden mål
til mig nedflyder.
Han har i denne nat med engleskare
mit hus og hjem omsat, at ingen fare
har mig og mine ramt i nogen måde,
men jeg er frelst og fri
fra dødens mørke sti
og sjælevåde.
Min sjæl, vær frisk og glad, lad sorgen fare,
dit legems blomsterblad vil Gud bevare,
han vil i dag mig give kraft og styrke,
jeg i mit kald og stand
min Gud og fader kan
tilbørlig dyrke.
Gud lægge hånd i hånd med mig og give
sin gode Helligånd, mit kald at drive,
velsign mig, Herre Gud, ud af det høje!
Gid jeg hver dag og tid
i dig og i min flid
mig lader nøje.
Lad synden mig i dag ej slet forblinde,
at jeg min Guds behag kan ret besinde,
Men om min fod går vild og sig mon støde,
da vend, o Gud, mig om,
og gå ej straks til dom
for svagheds brøde!
Du bedst min tarv og trang, o Herre, kender,
tilmed er lykkens gang i dine hænder,
og hvad mig tjener bedst i hver en måde,
du det tilforn jo ser.
Min sjæl, hvad vil du mer?
lad Gud kun råde!
Lad landet dejligt stå af frugt og grøde,
lad sandhed fremgang få og retten møde:
Gud give mig min del som alle andre,
indtil jeg hos min grav
nedlægge skal min stav
og heden vandre.
— Thomas Kingo