Norges Dæmring
Blandt golde Klipper gror et lidet Eden,
hvor Bergen skinner søndagsklædt og net,
hvor Mængden myldrer paa den grønne Plet,
mens alle Tanker flyve ud paa Reden.
Her spørges ei om Kulden eller Heden,
og ei om Aands-Bedrift og Folkets Ret;
her Bryst og Hoved er et Regnebret,
her gjelder Fisk foroven og forneden.
Se, Stedet har en grundforstandig Mine,
hvis Liv er evig bundet til Trafiken;
men den er selvgod, hanseatisk stiv.
For alskens Muser er det dog en Pine
at leve her anstændigt efter Skikken
og i Musæet selv et Pakbod-Liv.
»Din Skygge end Thalia os i Dag,
O Wessel! bød paa Scenen at fremmane,
Og hvis hans Spøg fandt Eders Velbehag,
Og hans Satires fine Brod, — vi ane
En Fremtid, for vor Scene lys og skjøn,,
Da Norges Og Thalias bedste Søn,
Der veier op mod Kotzebuers Skokke,
Da Holberg frem vi efter Wessel, lokke.«
»Det sande Store jevnt» og simpelt er,
Saa var en Moses, saa var en Homer.«
»Borte er vor bedste Ven
Ingen er som Han igjen«
— Johan Sebastian Welhaven