Nordlands Trompet
Min Bog, naar du den Ære faar
At du forinden Døren staar
Hos Ober-Secreterer,
Naar Han dig i sin’ Hænder tar,
Og som Patron i sit Forsvar,
Den Gunst du høyt skatterer.
Jeg strax vil give saadant Raad:
Min Bog! du har dit Ynske naad,
Gak hen, got Folk at gieste,
Gak frilig hen til alle Land,
Gak hen og tak den fromme Mand,
Der vide vil dit Beste!
Gak hen til Gammel og til Ung,
Skyt intet, Veien bliver tung!
Gaar det saa haardt i Knibe,
At de dig fritter om dit Pas,
Da sig: jeg har min Attestats
Af vor Høiædle Wibe.
Sig saa: Min Fader er en Klerk
Iført en Nordlands Messe-Serk,
Og bor blandt kolde Tuer:
Han er blandt andre ret og slet,
Hvad godt udgaar af Nazareth?
Kan Torne skaffe Druer?
Sig dem: du har de Klæder paa,
Hvori du daglig pleier gaa
I Selskab blant vor’ Bønder:
Din’ Frynser er en Snor af Hamp
Dit Guld er idel Klint og Kamp
Dit Skrin er Lever-Tønder
Din Kappe har du gjort af Skind,
Med Tran og Tjære smurt den ind,
Din Mantel er en Kofte
Gehænget er af Heste-Fax
Din Sabel er en Fisker-Sax
Der ligger paa den Tofte
Et barket Skind, snørt om din Haand
Det er dit gylden Arme-Baand
Og sølv-broderet Erme.
I Steden for et Hug-Gevær,
Dig et par Aarer færdig er,
Du Haanden med kan værme
Din Rechs og Links da læres brav,
Naar Aaren trækkes i det Hav,
Nu frem, nu flux tilbage;
Det blive vil dit Brug og Sved,
Indtil dig gives fuld Besked,
Fra Verden ud at drage.
Du har en Færing til Karet,
En Dybs-Ang til en Raritet,
En Tofte til et Sæde,
Et Øs-Kar til en Haand-Granat
Et Hval-Ben til en Palisat,
En Angel til en Kjæde:
Med denne Prunk, med denne Pral,
Du Landet gjennemvandre skal,
Og byde frem din’ Gaver.
Hvorvel de vises slet af Stand,
Man den dog karg ey kalde kan,
Som giver det, han haver.
Hermed jeg dig befaler GUd
Og dine Reiser ind og ud,
Og alle dem, dig ynder,
Men allermest vor Adels-Mand,
Som udi din fornedret Stand,
Vil være din Formynder.
— Petter Dass