Færøerne – fra vikingebygd til selvstyre i rigsfællesskabet
Færøerne var sandsynligvis allerede besøgt af irske munke, da nordiske landnamsmænd slog sig ned på øerne i vikingetiden. Færeyinga saga fortæller om høvdinger som Sigmundur Brestisson og Tróndur í Gøtu og om kristendommens indførelse omkring år 1000. Øerne kom under den norske krone, og tinget på Tinganes i Tórshavn regnes blandt de ældste parlamentariske forsamlinger i verden.
Gennem unionerne i senmiddelalderen kom Færøerne sammen med Norge under den danske konge. Da Norge blev afstået i 1814, forblev øerne under Danmark. I århundreder var handlen underlagt et kongeligt monopol, som først blev ophævet i 1856. Derefter voksede fiskeriet, og i 1800-tallet opstod en national bevægelse, hvor V.U. Hammershaimbs færøske skriftsprog blev et vigtigt symbol.
Under Anden Verdenskrig blev øerne besat af Storbritannien, mens Danmark var besat af Tyskland. Efter en folkeafstemning i 1946 og forhandlinger fik Færøerne hjemmestyre i 1948 med eget flag og egen regering. Øerne gik ikke med i EF sammen med Danmark og har siden overtaget stadig flere områder.
I dag præges Færøerne af det færøske sprog, en stærk kulturtradition, havet og fiskeriet samt spørgsmålet om forholdet til Danmark.
Har du selv historier, billeder eller minder fra Færøerne? Del dem med de andre medlemmer i Hjemstavnshistorie!