Københavns Kommune: Forvaltningshistorie
København har altid indtaget en særstilling i dansk politisk historie, og først relativt sent har byen fået en styreform, der kan kaldes demokratisk. Samtidig er byens nuværende mellemformstyre endnu nutildags unikt i Danmark, idet borgmesterposterne ikke kun besættes af det politiske flertal, men afspejler en konstitueringsaftale partierne imellem.
I de tidligste tider var byens særstatus udmøntet i, at den tilhørte kirken. Byen var en gave fra Valdemar 1. den Store til biskop Absalon. Dette forhold varede ved indtil 1416, hvor Erik 7. af Pommern fik byen til eje. Omend begrebet borgmester nævnes fra midten af 1300-tallet, og hovedstadens første stadsret (etableret i 1524) rummede lokale beføjelser, var den almindelige borgers indflydelse på bystyret meget beskeden.
Belejringen af København i 1660 under Svenskekrigene ændrede byens position. Som følge af byens succesfulde modstand mod svenskerne opnåede byen fra kong Frederik 3. nye privilegier, der varede ved indtil 1840.
Magistraten bestod af 3-4 borgmestre og et skiftende antal (normalt 6-8) rådmænd, som alle var kongevalgte. Den borgmester, som var formand for magistraten, havde titlen præsident, fra 1747 overpræsident.
Byens nye privilegier bestod i, at borgerskabet sammen med magistraten fik ret til at vælge 32 borgere blandt byens velstående købmænd, som i fællesskab med magistraten skulle varetage byens anliggender (se Stadens 32 mænd).
Denne styreform varede ved indtil 1840, hvor kong Christian 8. udstedte en ny forordning om kommunalbestyrelsen i København. Denne ordning lagde grundlaget for et mere moderne bystyre. Den 32 mand store forsamling, der med tiden var blevet selvsupplerende, blev afløst af en folkevalgt borgerrepræsentation på 36 medlemmer.
Men der var ikke tale om almindelig valgret. Valgret og valgbarhed var betinget af borgerskab og skattebetaling og for halvdelens vedkommende desuden af ejendomsbesiddelse. Blot 1,6% af hovedstadens indbyggere havde således valgret ved det første valg i 1840.
Magistraten bestod af en overpræsident og tre borgmestre samt seks rådmænd. Kongen udpegede overpræsidenten og borgmestrene, mens rådmændene fremover blev valgt af borgerrepræsentationen.
Stadig var borgerrepræsentationens indflydelse dog meget hæmmet; ikke mindst fordi de stridigheder, der måtte opstå mellem borgerrepræsentationen og magistraten, blev afgjort af kongens centrale forvaltningsorgan, det Danske Kancelli, der typisk bakkede magistraten op.
Kommunernes ret til selvstyre blev slået fast med Grundloven (1849), hvilket også påvirkede København. Beslutningskompetencen lå i fællesskab hos magistraten og borgerrepræsentationen, og magtfordelingen mellem de to var uforandret fra 1857 indtil 1938.
Borgerrepræsentationens status over for magistraten blev afklaret i 1857. Magten blev forskudt i retning af borgerrepræsentationen, der overtog nogle resortområder fra gamle direktioner og kommissioner. Samtidig skulle magistratens medlemmer nu fremover vælges af borgerrepræsentationen og efterfølgende stadfæstes af kongen. Den nye magistrat var sammensat af fire borgmestre, der blev valgt for livstid, og fire rådmænd, der blev valgt for seks år ad gangen. Overpræsidenten, der fremdeles blev kongeligt udpeget, var fortsat formand for magistraten.
Gruppen af kommunale valgberettigede blev gradvist udvidet i mere demokratisk retning. Det skete i 1861, 1865 og i 1908. Samtidig blev kommunens areal tredoblet, da den indlemmede kvartererne i Sundbyerne, Valby og Brønshøj m.fl. …